Betalt LinkedIn virksomhedsside – har det værdi?

📅 Oprettet:23 jan 2025 | 🔄 Opdateret: 26. januar 2026 | ⏱️ Læsetid: 13 min. | 📝Antal ord: 2459

At kommunikere ud fra og få engagement på indlæg fra en LinkedIn virksomhedsside har altid være svært. Det skyldes åbenlyst at kommunikationen ikke er personlig som fra en personlig LinkedIn profil. Alt det indhold som man kan lide eller hade men som ofte får luft under vingerne gør sig bare ikke som afsendt fra en virksomhedsside. I hadekategorien kan ligge selviscenesættelsen, rygklapperiet, humble bragging og alle lommeledelsesfilosofferne! Har man lyst til at dykke ned i det anbefaler jeg r/LinkedInLunatics på Reddit med over 700.000 medlemmer. Her deles de mest underlige opslag fra LinkedIn.

Noget tyder på at det er blevet endnu sværere at kommunikere fra en LinkedIn virksomhedsside. I Richard van der Bloms årlige analyse af virkemidler og effekt på LinkedIn som blandt andet indfatter analyse af 26.000 LinkedIn virksomhedssider påpeges at reach er blevet endnu dårligere i perioden 2021-23. Hent i øvrigt hele rapporten her. Det er spændende læsning.

Organisk reach fra virksomhedssider estimeres til at at være faldet fra 7% til 2%. Med andre ord ses et organisk opslag fra en virksomhedsside kun i gennemsnit af 2% af følgerne. Andre tilsvarende analyser peger i øvrigt på det samme. Så noget tyder på at LinkedIns algoritme nedprioriterer indhold fra LinkedIn virksomhedssider til fordel for personlige LinkedIn profiler og (naturligvis) annoncer.

linkedin organisk reach

Det er dog nærliggende at have en LinkedIn virksomhedsside hvor man mere formelt og overordnet kan kommunikere fra centralt hold. At forlade sig på de nok mere effektive personlige LinkedIn profiler hos de ansatte er en småfarlig øvelse. De personlige profiler er netop personlige og private og de ansatte kan jo forlade virksomheden. Men det er min opfattelse at mange virksomheder opgiver LinkedIn firmasiden.

Dette er ikke et af de sædvanlige blogindlæg som “Ti tips til at optimere jeres LinkedIn firmaside” men en vurdering af om det giver mening  at opgradere sin side til en betalt LinkedIn virksomhedsside (Premium Company page).

Betalte personlige LinkedIn profiler har været her i mange år. De giver adgang til en række værktøj og er særligt populære i rekrutteringsbranchen men også blandt sælgere. Nu kan man også opgradere til en betalt LinkedIn virksomhedsside. Konceptet er gradvist rullet ud i 2024 i Danmark og jeg tænker det nu er til rådighed for alle virksomhedssider.

“Superadministratorer” på LinkedIn virksomhedssider vil få præsenteret en “prøv premium-side” option og i skrivende stund tilbydes en 30 dages gratis prøveperiode på en betalt LinkedIn virksomhedsside.

linkedin premium side

Bemærk hvordan der ikke loves flere følgere men at følgere fås 6,7 hurtigere. Det kan være en vigtig sondring. Efter en gratis måned er prisen i skrivende stund ca. DKK 5.880 om året for en betalt virksomhedsside på LinkedIn. Trods alt også et pænt beløb.

For at understrege at LinkedIn ønsker at promovere og udbrede dette forretningsområde så jeg en invitation et et online event hvor fordelene ved en “Premium Company page” ville blive demonstreret.

linkedin premium webinar

Så til det spændende. Når prøveperiode er startet påføres virksomhedssiden seks nye funktioner hvor nogle teoretisk er interessante. Alle skal de kort gennemgås.

linkedin betalt-firmaprofil

Ud over disse funktioner har LinkedIn i løbet af 2025 påført tre nye funktionalitater: “Gør et stærkere førstehåndsindtryk“, “Få dine tjenester til at skille sig ud med Premium” og “Ansøg om at få et verifikationsbadge

linkedin firmaside

1. Tilføj et brugerdefineret handlingsforslag

Denne er interessant. Alle organiske opslag fra virksomhedsprofilen får en knap som dem man kender fra personlige opslag. Der er flere muligheder og “Besøg website” er umiddelbart mest velegnet for de fleste. Knappen påføres alle opslag og derfor også historiske opslag. Man kan naturligvis smide en UTM kode på linket såfremt man har lyst til at måle hvor mange der klikker på på den. 

brugerdefineret handlingsforslag linkedin

Det brugerdefinerede handlingsforslag vil også optræde på firmaprofilens forside sammen med “Send meddelelse”. Besøgende på den side skal således ikke bevæge sig ned på “Om” fanen for at finde et link besøge en virksomheds website. 

linkedin forside knap til website
Et tredje sted knappen vil optræde er i søgninger på LinkedIn. Hvor man normalt præsenteres for logo, en kort beskrivelse og antal følgere vil handlingsforslaget også kunne ses her.

2. Se, hvem der har besøgt din side

En slags sladrehank som viser hvem der har besøgt virsomhedsprofilen. Noget tilsvarende er kendt fra de personlige profiler hvor et begrænset antal besøgende kan ses. har man et betalt personligt abonnement åbnes op.

Udfordringen med funktionen på en betalt virksomhedsside på LinkedIn er at der kun vises een om dagen. “Hver dag låser Premium op for oplysninger om 1 kvalificeret medlem“. Det er en noget underlig begrænsning som i den grad gør det mindre brugbart.

Besøgende premium linkedin

3. Tilføj en tilpasset udtalelse og tilføj “troværdighedshøjdepunkter”

Begge disse handler om besmykning af selve virksomhedssiden. Man kan påføre en kundereference og eksempelvis en vundet pris eller certificering – et troværdighedshøjdepunkt. LinkedIn mener simpelthen at der skal opfindes et helt nyt ord til formålet. Den sidste mulighed kan udstyres med et link som dokumentation men det kan en kundereference ikke.

Jeg har tilført begge men det er naturligvis svært at vurdere effekten. Begge er synlige men især udtalelsen træder frem. Pudsigt nok ses begge kun når man er logget ind i LinkedIn. Man kan påføre een tilpasset udtalelse men flere troværdighedspunkter.

Tager man et check af LinkedIns egen LinkedIn virksomhedsprofil vises en tilpasset udtalelse men ikke certificering eller pris så det har de ikke taget i brug.

linkedin virksomhedsprofil
I søgninger på LinkedIn vil ens firmaprofil også troværdighedshøjdepunkter. Næppe noget der har den store effekt og svært at måle på.

4. Få dine sidefølgere til at vokse hurtigere med automatiske invitationer

Invitationer til firmasider er en kontroversiel størrelse. Forbrugerombudsmanden har meldt det som muligt omfattet af spamforbuddet. Læs mere her. Man må således formode at disse automatiske udsendte anmodninger om at følge en virksomheds firmaside er omfattet af samme. Jeg skal dog ikke gøre mig klog på forskellen og om det har betydning at man ikke har kontrol over hvem der inviteres.

Hvor man normalt kigger på følgere genereret af sponsoreringer og organisk vil man nu kunne se følgere genereret af en automatisk invitation.

automatisk inviteret linkedin

5. Nå ud til potentielle kunder, der følger lignende sider

Også en kontroversiel størrelse jævnfør ovenstående. Man kan tilsyneladende invitere følgere af konkurrenter eller personer eller ud fra demografiske kriterier som branche, geografi, jobtitel og anciennitet. der synes at være en kritisk masse for hvor små virksomheders følgere man kan målrette. Det må man eksperimentere med.

Kriterierne for valg af hvem der skal inviteres ligner en del annoncering og generelt segmentering i LinkedIn i øvrigt. Der kan sendes 250 invitationer om måneden og en invitation tæller kun såfremt den accepteres!

inviter til at følge firmaside

6. Gør et stærkere førstehåndsindtryk

Man kan her oprette et slideshow med op til 5 billeder øverst på firmasiden som erstatning for det statiske billede. Svært at vrudere værdien af men flot ser det ud.

7. Få dine tjenester til at skille sig ud med Premium

Alle firmaer kan have såkaldte tjenestesider på LinkedIn hvor man kan indhente leads af ofte tvivlsom karakter. På tjenestesider på Premium profiler får man øget rækkevidde og værktøj til at håndtere dem bedre. Jeg ville være meget opmærksom på kvaliteten af leads. På min egen tjenesteside på min private profil som freelancer har jeg forlængst slået det fra. 

tjenesteanmodninger linkedin firmasider

8. Ansøg om at få et verifikationsbadge

Et verifikationsbadge på LinkedIn er et lille symbol, typisk en blå markering, der viser, at LinkedIn har bekræftet, at profilen eller virksomheden faktisk er den, den udgiver sig for at være. Formålet er at øge troværdigheden og gøre det tydeligt for andre brugere, at kontoen er ægte, hvilket især kan være vigtigt for offentlige personer, virksomheder og eksperter inden for deres felt. Om det har værdi er naturligvis svært a t sige

Sammenfattende består de 9 elementer af

  • Een interessant mulighed for at få et udgående link på alle organiske poster.
  • En mindre brugbar funktion til at se besøgende på virksomhedsprofil.
  • Muligheder for at påføre anmeldelser og priser på virksomheden virksomhedsprofil samt et flottere topbillede og blive verificeret. Værdien af alle disse muligheder er svært målelig.
  • En mulighed for bedre håndtering af leads genereret fra LinkedIn siden.
  • To problematiske funktioner til at udsende invitationer for at få flere følgere af virksomhedsprofilen.

Min vurdering
Efter en måneds test har jeg ikke kunnet påvise flere besøgende fra LinkedIn via linket på organiske poster. Det er testet på een mindre virksomhedsside med ca. 500 følgere og i perioden blev oprettet 4 organiske opslag fra profilen og det er ganske som vanligt.  Kigger jeg på nøgletal som :

  • Visninger af profilen
  • Medlemmer nået
  • Kliks
  • Reaktioner
  • Engagement

kan jeg heller ikke entydigt påvise en egentlig effekt af at have en betalt profil. Der er en pæn stigning i antal følgere målt procentvis men flere data er nødvendige og jeg opfordrer naturligvis alle til selv at prøve en gratis testperiode. Vent måske ikke for længe. Det er ikke sikkert tilbuddet fortsætter.

Jeg gør faktisk mest i LinkedIn annoncering. Har i en opgave omkring det kigger jeg gerne uforpligtende på det og giver mit besyv med.

Kim Falkner

Digital marketing og Google Ads freelancer

Leder I efter en pålidelig resurse til digital marketing? Jeg samarbejder tæt med både virksomheder og bureauer om Google Ads og SEO-optimering og meget andet. Som freelancer tilbyder jeg favorable priser og fleksible samarbejdsvilkår uden bindinger. For virksomheder i Københavnsområdet er der mulighed for fysisk tilstedeværelse. Kontakt mig her.