Kender du rapporten opkaldsdetaljer i Google Ads? Formentligt ikke. Det er een af de prædefinerede rapporter man normalt ikke giver meget opmærksomhed, men den kan faktisk noget og siden december 2020 kan den faktisk en hel del. Der er faktisk sket noget rigtigt spændende nyt!
Start med at aktivere rapporten under Rapporter -> Foruddefinerede rapporter (dimensioner) -> Udvidelser -> Opkaldsudvidelser
Hvad er så det nye?
Det helt nye er at kolonnen “Telefonnummer på den, der ringer” begynder at rapportere telefonnumre fra de kunder eller kundeemner som rent faktisk klikker på opkaldsudvidelsen og ringer op. Hvad kan man så bruge det til? Træk telefonnumre fra rapporten ud og sammenkør det med CRM systemet eller hvor du har overblik over ordrer og salg og har tilknyttet telefonnumre og du har en måling af værdien af opkaldsudvidelsen! Prøv særligt også at knytte Søgeord til søgenetværket til rapporten og undersøg værdien af opkald på ikke-brandede søgeord.
Der er endnu ikke support for opkald via Google call tracking fra websitet men det kunne jo være på vej.
Hvad kan rapporten om opkaldsudvidelsen ellers bruges til?
På en kunde blev jeg opmærk på at 7-8% af opkald stod som “ubesvarede” i kolonnen “Status” selvom opkaldsudvidelsen naturligvis kun blev afviklet i virksomhedens åbningstid. Det er jo selvfølgeligt uheldigt at man opfordrer til telefonopkald men er ikke er i stand til at håndtere dem. Man kan så overveje en anden bemanding på telefoner eller om opkaldsudvidelsen måske skal afvikles anderledes eller helt droppes. De tal der gives for ubesvarede opkald må jo sådan set også være repræsentative for opkald via telefonnumre fra websitet og generelt så det er absolut værd at forholde sig til.
Varighed (sekunder) fra rapporten er ikke nødvendigvis en viden alle virksomheder har tilgængelig fra andre systemer. Såvel for mange korte som for mange lange opkald kan være uhensigtsmæssigt. Prøv igen at knytte Søgeord til søgenetværket til rapporten og undersøg om der er forskelle i opkaldslænge mellem brandede og generiske søgeord.
Coming soon?
For nuværende er det uklart om kolonnen med Optagelse lanceres i Danmark. I USA kan man aktivere at opkald som kommer gennem opkaldsudvidelsen optages og gemmes i 30 dage. Man vil dog naturligvis skulle acceptere en afspillet besked om at Google optager samtalen.
Bonusinfo:
Hvis telefonopkald er særlig vigtig for din virksomhed og du ønsker at give opkaldsudvidelsen en forlomme i forhold til andre annonceudvidelseri Google Ads er opkaldsudvidelsen den eneste man kan justere bud ekstra på. Gå til Avancerede budjusteringer og byd opad!