Grøn smiley i Yoast men en skæv instrumentel tilgang til SEO

📅 Oprettet:29 nov 2025 | ⏱️ Læsetid: 7 min. | 📝Antal ord: 1381

Der er noget tilfredsstillende i at benytte Yoast i WordPress og se antallet af de grønne dots stige og antallet af røde dots blive færre og færre. Slutteligt får man den fine grønne smiley. Der er således indbygget avanceret gamification i Yoast hvor man ved at løse de forskellige “opgaver” gradvist opnår den grønne smiley. Alle der har installeret Yoast i WordPress kan genkende det. Men er det en skæv tilgang til SEO?

Hvad er Yoast og hvor mange WordPress websites benytter Yoast i Danmark?

Yoast SEO er et af de mest populære SEO-plugins til WordPress og bruges til at optimere hjemmesider til søgemaskiner via funktioner som meta-titler, læsbarhedsanalyser og intern linkstruktur. Pluginet har en enorm udbredelse: over 13 millioner aktive brugere på WordPress og samlet set mere end 22 millioner websites. Det kan være lidt svært at få overblik over hvor mange danske websites der benytter Yoast men BuiltWith rapporter omkring 150.000 aktive WordPress websites hvor ca. halvdelen er den betalte version af Yoast kaldes “Yoast SEO Premium”.

Hvad er gamification og hvordan bruges det online?

Gamification er processen med at tage spilelementer og spildesignprincipper og anvende dem i ikke-spil-kontekster. Målet er at udnytte den menneskelige psykologi, der driver os til at spille spil (ønske om præstation, konkurrence, belønning og status), for at motivere adfærd og skabe en sjovere, mere engagerende oplevelse. Grundprincipperne i gamification inkluderer:

Belønninger: At give brugere noget tilbage (f.eks. rabatter eller adgang).

Status: At anerkende brugere og give dem offentlig anerkendelse (f.eks. badges).

Præstation: At give brugeren en følelse af fremskridt mod et mål (f.eks. fremdriftssøjler).

Der er en lang række parametre i Yoast man arbejder med. Indledningsvis indtaster man sin nøglefrase. Dernæst holdes sidens indhold holdes oppe imod den søgefrase og derudover tjekker Yoast en række forhold der antages at have en positiv effekt for sidens muligheder for at rangere godt. Heriblandt brugen af billeder, søgeordstæthed og meget mere.

yoast smiley

Brugen af gamification i Yoast er i øvrigt slet ikke unik. Langt de fleste SEO tools har noget tilsvarende. SEMrush, Ahrefs og mit eget foretrukne værktøj SE Ranking benytter det også.

Der ligger imidlertid en for SEO usund incitamentsstruktur i de grønne smileys. Man oplever at det er forholdsvist nemt at få en grøn smiley på en side eller i et indlæg. Jeg ser løbende WordPress websites med Yoast hvor der godt nok er grønne smileys på alle sider men det virker helt skævt. Tilmed er man typisk helt usynlig i organiske søgeresultater. Nogle af de skæve sider jeg har set med en grøn smiley i Yoast eller hele websites med grønne smileys over det hele er eksempelvis:

1. Kontaktsiden med alt for mange ord og alt indhold var kunstigt optimeret til “virksomhedsnavn + kontakt”. En kontaktside hvor man alligevel totalt dominerede søgemaskineresultater da ingen andre sider på nettet naturligvis omhandlede “virksomhedsnavn + kontakt”. Mængden af ord og ordvalget gjorde siden læsetung, pudsig og uhensigtsmæssig til det simple formål at få besøgende til at tage kontakt.

2. Websitet hvor sider med “vold og magt” skulle have det ene udgående link som Yoast anbefalede. De udgående links var ofte ude af kontekst og ikke relevante for de besøgende på siden. Måske kostede de endda da besøgende kunne sive væk. Men de var der!

3. Bloggen hvor alle indlæg opfyldte alle krav som Yoast foreskrev men ikke mere. Sider var således alle lige over 300 tegn og havde ret præcist den korrekte ordtæthed. Det ene billede med alt tag, det interne link til en anden artikel var der også. Relevante søgeord i form af “søgeordsfrasen” var alle konsistent indarbejdet i underoverskrifter som Yoast foreskriver.  Sætningslængderne var perfekte. Alle meta beskrivelser havde den perfekte længde. Men det hele føltes mekanisk, manglede heterogenitet og naturlighed. Det virkede næsten maskin- eller AI genereret i sin ensartethed.

4. Websitet hvor alt var grønt i Yoast men andre vigtige faktorer som analyse af søgeintention, navigation, linkbuilding og teknisk optimering haltede voldsomt.

Hvori består problemet med den ensidige fokus på grønne smileys i Yoast?

Succes med grønne smileys inspirer muligvis til en heftig contentproduktion. En contentproduktion hvor man så også går efter de grønne smileys. Gamification er ekstremt vanedannende. Men måske skal man slet ikke kaste sig ud i contentproduktion? Måske skal man bruge kræfterne på linkbuilding, Google Profile eller noget andet?

grønne smileys yoast

Yoast er således eksponent for en tilgang til SEO hvor det handler mere om at “gøre tingene rigtigt” end at gøre “de rigtige ting“. Yoast flytter fokus til det trivielle og fra det kreative men også ofte teknisk tunge eller besværlige og dyre som linkbuilding.

Yoast tager udgangspunkt i den enkelte side. Yoast har ingen begreb om adfærden på siderne, pogo sticking og de forskellige initiativer man kan iværksætte for at få besøgende til at blive lidt længere. Har den artikel man lige har skrevet og som ny har fået en grøn smiley overhovedet relevans? Får den besvaret de spørgsmål den stillede? Er indholdet struktureret godt nok? Er artiklen alt for tæt på 20-25 lignende andre artikler på nettet og slet ikke unik? Det er den slags spørgsmål Yoast heller ikke kan besvare.

Skal man holde op med at bruge Yoast i WordPress?

Nej, der er fine ting i Yoast. Men Yoast skal bruges pragmatisk. Muligheden for at skabe eksempelvis et korrekt sitemap og påføre sider sidetitler og sidebeskrivelser er rigtigt god. Yoast er også god til at styre kanonisering og noindex. Den overdrevne fokus på grønne smileys er imidlertid ikke. Kan man lide at få de grønne smileys så se det som en hygiejnefaktor. Altså noget der kan være et simpelt bagtæppe på website, men overhovedet ikke en garanti for gode rangeringer, synlighed i AI overview eller organisk trafik. Tænk pragmatisk og tænk mere på kvaliteten af indholdet end om en smiley er grøn. Slå endeligt ikke knuder på dig selv hvis en smiley i Yoast ikke er grøn.

Har i et website hvor alt ser fint ud i Yoast men i får stadigvæk ikke organisk trafik så kigger jeg gerne uforpligtende på det og giver mit besyv med. SEO handler sjældent om grønne smileys men alt muligt andet.

Kim Falkner

Digital marketing og Google Ads freelancer

Leder I efter en pålidelig resurse til digital marketing? Jeg samarbejder tæt med både virksomheder og bureauer om Google Ads og SEO-optimering og meget andet. Som freelancer tilbyder jeg favorable priser og fleksible samarbejdsvilkår uden bindinger. For virksomheder i Københavnsområdet er der mulighed for fysisk tilstedeværelse. Kontakt mig her.