Google Shopping prissammenligning og konkurrencedygtige priser

4 dec 2024 – Læsetid: 14 min. – Antal ord: 2663

Prisen er ofte den afgørende faktor for valget af en vare i en webshop når trafikken kommer fra en Google Shopping annonce. Google shopping formatet er så gennemsigtigt at det er ekstremt nemt at sammenligne prisen for det samme produkt. At det overhovedet er muligt for Google at vise de samme produkter skyldes at Google sammenkører de oplysninger der optræder i de feeds vi føder ind i Google Merchant Center. Det er størrelser som GTIN, produktbillede, leverandørens varenummer, varetitel og meget meget der muliggør at Google let kan præsentere den samme vare flere gange. I Google Merchant Center dokumentationen nævnes faktisk kun GTIN eksplicit her som kilde til sammenligninger men jeg tænker Google muligvis kigger på andre parametre også.

Forbrugeren googler således og kan i ro og mag sammenligne flere webshops og vælger typisk den billigste leverandør. Det er generelt en fin service. Her er et eksempel:

prisforskel google shopping

Google Shopping er fyldt med Tordensskjolds soldater

En faktor bag de mange ens varer er naturligvis også at de forskellige webshops på nogle områder fører det samme sortiment. Bestemte brands er populære og optræder i mange webshops. Produktbilleder fås af leverandøren og produkttekster og titles genbruges i stor stil.

Er det altid leverandøren med den billigste pris der vinder? Nej naturligvis ikke. En prisforskel kan være så minimal at den er uden betydning. Andre faktorer kan også spille ind. Fragt, tillid til webshoppen og leveringstid har naturligvis også betydning. Manglende betalingsmidler og besværlig checkud var tidligere en faktor men næppe så meget mere. De fleste er her godt med i 2024. Så vi er tilbage på at prisen  er nok den vigtigste faktor for valget. I ovenstående eksempel kan jeg spare knap DKK 700 på en konkret lampe. Danskerne elsker at få varen til laveste pris. Den popularitet Temu og Black Friday nyder skyldes næsten udelukkende det. De udfordringer danske webshops har fået med Temu er i særdeleshed udtryk for det. Endnu er eksempel hvor prisforskellen i beløb er mindre men markant målt i procent:

prisforskel google merchant

Er Google Shopping ved at være “the winner takes it all”?

Er vi i en situation hvor sælgeren med de billigste varer i feedet tager hele markedet? Sikkert ikke men laveste pris er en faktor der er svær at slå. Særligt i perioder med økonomisk uro og hvor forbrugerne skal spare. Man kan have en mere lækker shoppingoplevelse, bedre produktbilleder, fremstå mere troværdig og have en hurtigere checkud men for 100% ens varer er prisens betydning markant.  Mit mantra om forretningsmodel, platform og trafik handler om det.  Går man på markedet med for høje priser er det svært at få succes uanset hvor lækker ens platform er og hvor god ens trafik er.

Betyder det så at man slet ikke får kliks fra Google Shopping hvis man går på markedet med en for høj pris? Nej, afgjort ikke. Forbrugeren vil sikkert klikke på flere produkter alene for validere at udbyderen med den laveste pris har det rigtige produkt ligesom man naturligvis ikke kan afvise at andre forhold kan spille ind for klikket.

Konkurrentsammenligning i Google Merchant Center

Kilden til megen viden om man går på markedet med for høje priser er fanen prissætning i Google Merchant Center. Her sammenlignes produktsortimentet med andre produkter. Webshops med mange ens produkter fra kendte brands vil opleve at mange produkter vil indgå i sammenligningen. Har man mere generiske produkter vil der være færre produkter. Kvaliteten af det feed man stiller til rådighed og naturligvis tilstedeværelsen af GTIN værdien har naturligvis også betydning. Find fanen prissætning i højremenuen.

sammenligne priser-google merchant center

Her kan man se hvor mange produkter der prisfastsat dyrere end markedet og tilsvarende hvor mange der er billigere. Google byder også ind med “Forslag til tilbudspriser med den største indvirkning på effektiviteten” og det er naturligvis også interessant. For det spændende emne jeg skriver om nu skal man nok fokusere på “Dine produkter med den højeste prisforskel” hvor jeg faktisk kan se at produkter jeg byder på faktisk får kliks selvom jeg går på markedet med en højere pris. Det er også en smal sag at eksportere en fil med høj prisforskel og sammenholde det reelle salg på de produkter og det er en øvelse de fleste webshops burde gøre.

Det fremgår i øvrigt ikke hvor ofte prissammenligningen opdateres.  Jeg spurgte Google Supporten og fik oplyst at kan gå 24-48 timer før det opdateres. Dette er en potentiel svaghed men mere om det senere.

Hvordan behandler man produkter fra sit shoppingfeed hvor man ikke kan konkurrere på pris?

Opdraget er således at det kunne være en god ide at håndtere produkter i feedet som nok kan skaffe kliks men reels set ikke skaber omsætning. Sådanne produkter kunne man jo overveje at fjerne fra annonceringen. Man kunne også isolere dem ud i separate kampagner og byde anderledes. Budget kan således bruges på produkter der bedre står distancen overfor konkurrenterne. Det vil  ikke give mening med en permanent fjernelse af produktet men blot i periode hvor sammenligningen på pris står ugunstigt. Jeg har tidligere skrevet om at fjerne produkter i få størrelser i feedet men det er faktisk en noget mere kompleks opgave at fjerne produkter hvor man ikke står konkurrencen! Herunder skal jeg diskutere de forskellige løsninger og hvordan jeg har implementeret en løsning.

1. Bruge regler i Google Merchant Center til at håndtere varer der er for dyre

Første bud ville være at opsætte en regel i Google Merchant Center. Der er er ret fleksibelt interface til at manipulere med data og målet ville være at hælde en værdi i en custom label hvis prisen på produktet eksempelvis var 20% over konkurrenternes. MEN prissammenligningen er IKKE tilgængelig i skrivende stund i Google Merchant Center reglerne så det må desværre droppes.

3. Eksterne feedværktøj

Der findes eksterne feedværktøj som muligvis kan løse opgaven. Jeg kender dem ikke men det kunne være en god ide at checke om et værktøj indeholder muligheden. Sådanne værktøj er ikke gratis og prisovervågning er ikke nødvendigvis standardfunktionlitet. Selvfølgeligt også vigtigt at checke at prissammenligningen ikke kun er et rapporteringsværktøj men at feedværktøjet stiller noget til rådighed hvor man kan optimere sit feed på baggrund af prissammenligningen. Nogle af de mest kendte feedværktøj er Channable, ShoppingFeeder, WakeupData og DataFeedWatch og det kunne være et sted at starte der.

4. Eksterne prisovervågningsværktøj til Google Shopping

Der findes avancerede prisovervågningsværktøj som har en lidt anden tilgang. Istedetfor at forholde sig til data i Google Merchant Center scraper de søgeresultater. De kan således reagere meget hurtigere på konkurrenters prisjusteringer. Sådanne værktøj er særdeles bekostelige og der kan der være mange årsager til.  Jeg falder over et produkt af denne type som starter ved en udgift på DKK 2.300 om måneden.

5. BigQuery

Google BigQuery er en cloud-baseret data warehouse-løsning fra Google Cloud Platform (GCP), der giver mulighed for at analysere enorme mængder data hurtigt og ret effektivt. Det er designet til at håndtere Big Data og tilbyder  SQL-baseret dataanalyse. BigQuery integreres nemt med værktøj som Google Merchant Center men også Google Analytics, Google Sheets, Looker Studio og mange tredjepartsdataværktøjer. Jeg har ikke prøvet denne løsning men det er et bud.

6. Adformatic Google Sheets add-on

Adformatic har en udvidelse til Google Sheets som ser lovende ud. Data fra prissammenligning i Google Merchant Center kan eksporteres ud. Der tilbydes en gratis 14 dages prøveperiode og udvidelsen koster faktisk kun DKK 50-60 om måneden. og det dækker faktisk et uendeligt antal Merchant Centers.

Udtræk kan scheduleres og udvidelsen kan i øvrigt også trække en lang række andre data fra Google Merchant Center skulle det ønskes. Dette kunne være en god løsning for mange.

merchant center tools

7. Google Apps scripts

Denne løsning har jeg implementeret. Det er forholdsvis omstændeligt og ikke anbefalelsesværdigt at kaste sig ud i for nogen der ikke er teknisk stærke. En skitsering af løsningen er:

1 Opret et Google Cloud-projekt

Google Cloud er en cloud computing-platform udviklet af Google. Den tilbyder en bred vifte af tjenester og værktøjer til at bygge, implementere og skalere applikationer

2 Aktiver nødvendige API’er

  • Content API for Shopping (Google Merchant Center).
  • Google Sheets API

3 Opret en service account og giv den adgang til Google Merchant Center

Serviceaccounter vil være en særlig email som skal tildeles adgang i Google Merchant Center som en almindleig bruger ville skulle

4 Generer en JSON nøgle og download den

JSON-nøgler er især almindelige, når man arbejder med cloud-tjenester som Google Cloud Platform

5 Opret et Google Apps Script i Google Sheets

Google Apps Script (ikke at forveksle med Google Ads Script) er en Cloudbaseret programmeringsplatform fra Google, der giver dig mulighed for at automatisere opgaver og bygge tilpassede løsninger til Google Workspace-apps som Gmail, Google Sheets, Google Docs, Google Drive, Calendar og mere. Det er baseret på JavaScript og kører direkte i Googles sky.

I mit script har jeg valgt at oprette en kolonne som beregner hvor stor prisforskellen er mellem Pris og gennemsnitlig konkurrentpris. Er forskellen mere end 25% får feltet værdien 25pct-over. Scripts er meget fleksible og den slags beregninger er nemme at foretage og skyde over i Google Sheets.

google sheet script

6 Scheduler scriptet til at køre dagligt

Åbenlyst ville man opdatere arket så ofte som muligt.

7. Opsæt et sekundært feed i Google Merchant Center

I Google Merchant Center betegnes det som en “supplerende kilde”. Heri beriger man således det primære feed med yderligere oplysninger. Konkret kunne man tage oplysningerne og prisdifferencen og hælde værdierne i et tilpasset etiket. Den etiket er så styrende i kanpagneafviklingen i Google Shopping.

Noget for jeres webshop?

Afslutningsvis er det vigtigt at understrege at jeg ikke ubetinget mener at man skal udelade produkter som har en væsentligt højere eller bare moderat højere pris en konkurrenternes. Men man bør i det mindste overvåge dette og overveje om man gør det rigtige i at gå på markedet med højere priser end konkurrenterne. Er man så heldig at man har lavere priser end konkurrenter kan min tilgang naturligvis også anvendes. Væsentligt billigere produkter kan sondres ud i seperate kampagner i Google Ads og håndteres specifikt.

Har i således en webshop og har tanker om jeres evne til at konkurrere på pris så kigger jeg gerne på det. Jeg tager således gerne et uforpligtende kig på jeres produktfeed og webshop og vurderer om en løsning med fordel kan etableres. Andre feeds som Facebook Shopping feeds vil måske også kunne drage fordel af disse tanker.

Kim Falkner

Digital marketing freelancer

Jeg tilbyder hjælp til virksomheder og digitale bureauer med ondt i digital performance eller mangel på skarpe resurser. Mit kompetencesæt er særligt omkring Googles platform og jeg fungerer særligt som Google Ads freelancer samt arbejder med SEO men rådgiver bredt inden for digital marketing. Jeg har særdeles konkurrencedygtige priser og ingen bindinger på samarbejde. Som digital freelancer kan jeg tilbringe tid hos jer hvis i befinder jer i København.

Tag kontakt til mig her.